|
LIVET FØR FØDSELEN OG LIVET ETTER DØDEN |
|
||
near-death-story with many details and similarity to what Rampa explains on the OVERSELF mer om ASTRALREISER livslovene gitt fra de høyere plan via GABRIELE von WURZBURG Accidental Death of a Young Family Man – Comforting Support from the World Beyond samkvem med andre siden- om forskeren bak the exploration of the other dimensions and planes via out-of-body journeys, astral journeys: Multidimensional Man -- Jurgen Ziewe and How to Enjoy Life When You Are Dead -- Jurgen Ziewe listen-audio or read |
|
"vite muntatur, non tollitur" - livet utslettes ikke, men forvandles
I de siste ca.35 år er det kommet en del bøker og informasjoner om de såkalte "nær-døden-opplevelser". En av de som brakte dette inn i offentlighetens lys, var dr.Raymond Moody som skrev flere bøker om emnet på 70-tallet. Han refererte da bl.a. til den tibetanske dødebok - og etter å ha studert en innvidd tibetansk lamas beskrivelser av dødsprosessen, skal det senere i denne artikkel refereres fra det. Den vanlige vestlige tankegang - at bevisstheten og livet - er en bivirkning av prosesser i hjernen - har fått mange til å forsøke og bortforklare nær-døden-opplevelsene som kun værende selvoppholdelsesmekanismer i hjernen. Men dette forklarer slett ikke slike opplevelser der den frigjorte bevissthet har reist til - eller oppsøkt - fjerne steder på jorden, for der "å besøke" fjerne venner eller slektninger - og derfra, i ettertid kunne rapportere detaljer som kunne etterkontrolleres/bekreftes. Da den etablerte kirkekristendom ikke kan gi så mange logiske forklaringer rundt døden - så går de aller fleste ganske så uforberedt til denne absolutt uunngåelige prosess. I det følgende er det tatt fram noen forklaringer rundt dødsprosessen fra noen logiske kilder. Fremstilt slik at granskende, tenkende mennesker, kan forstå hva døden er. en illustrasjon av hvordan sjelen gjennom det astrale legeme frigjør seg fra sitt avdøde ytre hylster - den fysiske kroppen - og ledes til sin ferie- og videreutdannelses-sone, dersom den ikke blir "fanget i" lav-astral- planets begrensede illusjoner, mens det egentlig "har frihet" til å dra videre i sin sjelelige/astrale kropp. Bildet fra et hefte fra UNIVERSELLES LEBEN. Den åndelige vitenskap forklarer hva selve LIVET eller DET LEVENDE egentlig er - men denne artikkelen kan ikke gå inn på detaljene her - det henvises til studier av Martinus' kosmologi, teosofi, eller andre åndsvitenskapelige retninger. I allefall regner jeg med at vel alle som leser denne artikkel forstår at livet REINKARNERER - altså at vi har levd utallige fysiske tilværelser i fortiden - og at de individuelle skjebner i dag er virkninger av hvordan man har levd disse liv på "godt og ondt". De aller fleste har vel lest om stadiene i de dødsopplevelser der personene senere er brakt tilbake til "livet i legemet". Den første opplevelse er ofte at man svever utenfor og ovenfor den fysiske kroppen. I denne tilstand fornemmer sjelen den reelle omverden og alle hendelser meget detaljert - fx i operasjonssalen eller ved ulykkeplassen. Ofte opplever sjelen at den svever gjennom en mørk tunnel, eller også mot et meget sterkt lyspunkt. En del opplever at de kommer inn i et meget klart lys og føler eller opplever vakre klanger, harmonier eller "sfærenes musikk". Det følgende er delvis forfattet og fritt oversatt fra stoff om dette tema fra "UNIVERSELLES LEBEN" i tyskland.
DØDEN - Å SKIFTE TIL ET ANNET OPPLEVELSESLEGEME "...den naturlige dødsprosessen er noe annerledes (i forh.til ulykker etc) - da det normalt går lang tid før LIVET trekker seg ut av kroppen og den dør. I denne tid får sjelen (altså den åndelige struktur i vesenet) god tid til å forberede seg på dette - slik at overgangen ikke blir sjokkartet. Mange opplever jo sykeleier over mange år. Umiddelbart før sjelens tilbaketrekning spilles hele livets hendelser opp som en revy i rask rekkefølge - men da dette ikke er underkastet "fysisk" tid så vil denne revy inkludere utrolige detaljer som man forlengst har glemt. Sjelen vurderer nå alt ut fra en annen synsvinkel enn den gjorde før - der den uselviske kjærligheten i handlingene blir vurdert. Slik blir sjelen selv dommer over hva den som menneske har tenkt og gjort. Det får her muligheten igjen å kunne tilgi det som før ble opplevd som urettferdighet Dersom mennesket har forberedt seg på sin død, kan sjelen relativt lett frigjøre seg fra kroppen. Til dette får den også hjelp fra sin personlige skytsengel og andre åndelige vesener som har til oppgave å yte en slik hjelp. Disse tar imot den nyankomne sjel og "ønsker den velkommen". Men disse hjelpevesener presser seg aldri på med sin hjelp, og om de avvises så trekker de seg bort. Om et menneske ikke har forberedt seg på sin død og om dette har levd et liv kun fokusert og innrettet mot det materielle - og avvist alle åndelige tanker - vil det fortsette med dette også etter sin død. Ja - da det opplever at det lever videre "etter sin død", vil det avvise at det ER død - og avviser også hjelp fra disse hjelpende vesener som vil lede det videre, ettersom disse respekterer den frie viljen. Følgende historie belyser dette - her i dansk språk fra boken DEN EVIGE TILVÆRELSE av Oscar Bush (strubes forlag -73, visstnok gjenopptrykket under tittelen "sjelens lange reise mellom himmel og jord" på skt.ansgers forlag i dk - boken er fremragende på dette med livet på den andre siden. R.Ø.anm.) : "…svært mange har efter deres død - den forestilling, at de endnu lever på jorden. Det er ofte tilfældet for dem, som i hele deres livsanskuelse er meget jord-bundne, i særdeleshed dersom de er blevet kaldt hastigt bort, hvis de er faldet i krig, druknet ved et skibsforlis eller lignende. Adelma von Vay (En østrigsk baronesse, som selv er et udmærket medium og gennem flere værdifulde arbejder har beriget den spiritistiske literatur.) - beretter i "Studien über die Geistenvelt" hvor-ledes en officer, kaptajn A., som faldt i krigen i 1866, endnu flere måneder efter sin død ikke var fuldt bevidst om sin forandring. Hun ned-skrev selv en meddelelse fra ham. Han var kommet, sagde han, for at træffe sin gamle ven og krigskammerat, kaptajn K., som på den tid gæstede baronesse von Vay. For ham berettede han, at han blev såret ved træfningen ved Nachod og siden faldt i en slags dvale. Men, da han kom til bevidsthed igen, opsøgte han sine kammerater, styrtede sig ind i den værste kamptummel og "slog Preusserne eftertrykkeligt", mærk-værdigt nok uden at et hår krummedes på hans hoved. Siden rejste han til sit hjem, kørte først med tog, derefter i vogn og det sidste korte stykke gik han til fods. Men hjemme var der ingen, som kendte ham igen, ja, han fandt til sin forbavselse, at han måtte være blevet usynlig og grublede meget derover. Nu havde han opsøgt sin ven K., som han vidste var spiritist, for at spørge om han kunne forklare dette. Han udtrykte også sin forbavselse over, at baronesse von Vay "sad og førte protokol over alt, hvad han sagde". (I virkeligheden gik det sådan til, at A.'s skyts-ånd førte mediets hånd og på denne måde gengav hans tanker). Han erkendte, at han næppe havde nogen krop, ja, at han var blevet så tynd, at han kunne gå igennem den mindste dørsprække. Og dog ejede han en krop, han følte sult (han var i jordelivet en stor gourmand) og syntes, det var trist, at han ikke kunne spise så meget som før. En cigar måtte han dog have, og så ville han passiare, for det havde altid været hans største fornøjelse. t.v.Som i historien om den forvirrede soldaten som døde i første v-krig, synes det å være et gjentagnede problem å forstå at MAN VIRKELIG ER DØD. Særlig for de som har trodd at "alt ble mørkt" når man døde - kan overgangen også bli en slags "tåkeverden". Først efter flere seanser lykkedes det hans ven K. at overbevise ham om, at han havde forladt jordelivet. Så virkeligt stod dette endnu for ham, og så jordbundet var han. Men, da han havde været et god-hjertet menneske, gik det forholdsvis let for ham, efter at han var kommet til klarhed om sin tilstand, at afryste de jordiske lænker. Altså - som mennesket har levd - slik det har innrettet sin sjel - slik fortsetter sjelen å leve og føle også etter døden. Om en person dør i en ulykke tror seg sjelen fortsatt værende i kroppen - selv om den forlengst er erklært for død. Den kan oppholde seg slik i flere måneder før den innser at noe "er skjedd". Den går på arbeide men lurer på hvorfor ingen ser en eller svarer på spørsmålene. Slik kan den surre rundt i lang tid i forvirring. Husk at den kropp man da lever i - den astrale - er en tankeskapt kopi av den fysiske. Selv om det egentlig er motsatt - den fysiske "grovkroppen" - var en kopi av den astrale!! Ettersom vesenet kan se og føle i sin kropp kan det ikke erkjenne at det er død - for det opplever jo et det lever, og døden har det sett på som absolutt livsopphør - og derfor benekter det at det selv er dødt!!
DØDEN FOR EN TROENDE Tilsvarende vil en religiøs - kristen eller muslim - leve videre på sine tankeskapte indre bilder - som sammen med likesinnede troende vesener har tankeskapt sine egen konkrete verdener. Dette fordi de åndelige materier direkte lystrer tanken - uten at de som de tunge fysiske materier må omformes med slit og smerte. Kollektive tankearter har på denne måten kunnet skape alle de vakreste omgivelser som vesener på samme interesse- eller bølgeområde - ubevisst har tankemessig frambrakt. De troende har her tankeskapt de vakreste kirkebygninger, hvori de alene tror seg møte sin Gud. I tillegg har vesener fra høyere kosmiske plan - som innehar en sterkere evne til å materialisere eller tankeskape - "bygd" hele byer og områder i de åndelige verdener som også finnes på jorden. Dette fordi det der ikke er plassmangel - disse åndelige verdener "opptar" i andre frekvenser det enorme rom som omgir de rent fysiske kloder. illustrasjon over de forskjellige plan - beliggende som forskjelligartede frekvenslag rundt om den fysiske jord - der hvert plan tilsynelatende er absolutt fast og virkelig for de som bebor planet. Bildet viser også en "reise" via høyere dimensjonen, mellom to forskjellige planeter/ på høyere astrale nivå. Teosofien forklarer at selv den frekvenssone som ligger tettest på den såkalte fysiske - altså den som kalles den eteriske sone - strekker seg i rommet helt ut til månens bane. Dette utgjør i målestokk med en normal 30cm globus - en eterisk "kule" som går ni meter i radius ut fra denne. ( ill. over er altså ikke i korrekt målestokk). Også Martinus fortalte at grunnen til den store avstand i mellom klodene, var at de åndelige plan skulle ha nok "plass" - skjønt de ligger jo i andre vibr./frekvensplan. ** Altså vil alle vesener etter en viss tid begynne å forstå at "noe er hendt meg" - ja, at det faktisk er død - og gradvis også forstå at det kan sanse og oppleve uten å skulle sanse gjennom den "grove" fysiske kroppen. Men de som forstiller seg en legemlig oppstandelse fra graven - "kjødets oppstandelse" - vil oppsøke graven og sitt begravde legeme og vente der inntil det blir så ulykkelig og tvilende at det åpner seg for hjelp - men de aller fleste vil dog motta denne hjelpen mye før - men dette avhenger altså av dets vilje, tanker og eventuelle stahet.
DØDEN FOR DE SOM VIRKELIG HAR VITEN Det menneske som kjenner sin åndelige identitet og sitt egentlige LIV som værende en mikrodel av ALTETS (Guds-) liv, får en lettere overgang. Dette vet at livssenteret i det selv - kalt sjelen - er forbundet med HELHETEN - og dette vil slik vende tilbake til de høyere plan som er dets egentlige hjemplan. - Det vet at denne materielle kropp kan likestilles med et klesplagg som man tar av seg når den ikke lengre behøves. De sjeler som forlater den fysiske kroppen som ikke har lukket seg inn i sitt eget avlukkede tankefengsel - omgis av lys og guidende vesener og opplever en reise gjennom en avlukket tunnel mot et sterkt lys - lyset fra dets egen sjel eller dets egen høyere guddommsbevissthet - hvis eksistens bare de mest åndelige innvidde hadde en mer eller mindre bevissthet om mens de var i sine fysiske kropper. Det omgis av de skjønneste melodier og toner - ja det opplever kulminasjonen av hva dets bevissthet er i stand til å fatte og motta på dets trinn av opplevelse og innsikt. Etter den åndelige gravitasjonsloven - likt tiltrekker likt - kommer sjelen til det plan (renselsesplan slik det omtales i stoffet fra UNIVERSELLES LEBEN) - som det er mest på bølgelengde med. Om mennesket var selvisk i sitt liv - der det var dets drifter og egenkjærlige mål som drev det - var det dette som ble innprogramert i dets bevissthet. For det som han/hun ikke innså var skadelig, uheldig eller "feil" - tas med seg også til livet på de mer finvibratoriske plan. For sjelen kan også utvikle seg på disse plan - men ikke så raskt og effektivt som under livet i jordens tyngde og motstand. (Ja, Martinus skriver faktisk at vesenet kun kan utvikles her i den fysiske verden, der "stoffet" gjør motstand og ikke bare formes etter tanken, slik som skjer på de såkalte åndelig plan. rø-anm). Men et "belastet menneske" vil også lett på de lavere astrale plan finne sine likesinnede interessefellesskaper - ja også "drikkebrødre". Med disse trekker de sammen til jorden som "jordbundne sjeler" som prøver å opprettholde sine gamle laster ved eksempelvis å snylte rus fra inkarnerte alkoholikere eller narkomane - dersom det er lasten. For den unaturlige, umettelige eller sykelige lasten kan det nemlig ikke finne tilfredstillelse for på de mer finfrekvente plan - men søker tilbake til jorden etter mennesker der med samme vibrasjon. Det finnes altså millionvis av sultne, for mennesker flest usynlige - avdøde mennesker som sansende ifra sine lavere astrale legemer, ganske så hvileløst farter rundt omkring særlig "svake sjeler" på jorden, og forsøker å påvirke disse etter sine mer eller mindre perverse, unaturlige lengsler. Ja - de forsøker å tappe "fysisk livskraft" som de selv begjærer fra disse!! Eller de oppsøker steder og mennesker som de enten sterkt hater og derved vil skade - eller at de ovenfor "fortsatt levende" ber om tilgivelse, fordi deres samvittighet plager dem og slik krever det. Flere bøker er skrevet der klinisk døde mennesker - som er blitt frigjort fra den fysiske kroppen - har iakttatt dette, og senere berettet disse gripende skildringer når de igjen er blitt brakt tilbake "til livet". Følgende er - i denne forbindelse - et utdrag fra boken TILBAKE FRA I MORGEN av George G.Ritchie. (se også video) Vi går inn i boken hvor han forteller om hva han så i begynnelsen av sin "døde" tilstand - da han gjennom sitt åndelige legeme ble vist forskjellige ulykkelige, avdøde mennesker av et lysvesen som han oppfattet som Kristus. Ritchie beskriver her hvordan de fikk se en stor by som han mener kanskje var Detroit - der han fikk se vesener som ikke lenger var fysiske - de var døde - men de viste det ikke selv…..(vi går inn på side 47 i boken, teksten er dansk - visse ord oversatt i parantes:) "….faktisk var der en usandsynlig trængsel i gaderne. Lige under os drejede to mænd ind på det samme stykke af fortovet, og et øjeblik efter var de simpelthen passeret igennem hinanden. Det samme var tilfældet i de summende fabrikker og kontorbygninger, som jeg kunne se lige så let som gaderne. Der var simpelthen for mange menneker ved maskinerne og skrivebordene. I et værelse sad en gråhåret mand i en lænestol og dikterede et brev. Bagved ham, ikke så meget som en centimeter fra ham, blev en anden mand, måske 10 år ældre, hele tiden ved med at gribe efter diktafonen, som om han ville vriste den ud af hånden på den siddende mand. "Nej!" sagde han, "hvis du bestiller hundrede gros, vil de forlange mere. Tag tusind gros på en gang. Pierre ville have givet dig et bedre tilbud. Hvorfor lod du Bill gå i gang med Treadwell?" Han blev ved i det uendelige, korrigerede og gav ordrer, medens manden i stolen hverken syntes at se eller høre ham. (merk at George G.Ritchie som så dette fra sitt astrallegeme - og derav kunne se og høre de andre, såkalt avdøde, mennesker - hvilket de fysiske - såkalt levende - ikke kunne). Atter og atter iagttog jeg dette fænomen, at folk ikke var klare over tilstedeværelsen af andre lige ved siden af dem. Jeg så en gruppe samlebåndsarbejdere i en kantine. En af kvinderne bad en anden om en cigaret, tiggede hende faktisk om den, som om hun ønskede den mere end alt andet i verden. Men den anden, der snakkede med sine veninder, så hende ikke. Hun tog en pakke cigaretter frem fra kedeldragten, og uden så meget som at byde den anden kvinde, der så begærligt rakte ud efter den, tog hun en ud og tændte den. Så hurtigt som en slange, der går til angreb, greb den afviste kvinde ud efter den tændte cigaret i den andens mund. Hun snappede atter og atter efter den. Igen og igen. Med en lille kuldegysning så jeg, at hun var ude af stand til at gribe den. (selvsagt kan de som er i sine astrale kropper ikke direkte gå inn og "fysisk" påvirke det som finnes på det (grov-)fysiske plan eller "vårt plan"). Jeg tænkte på bardunen på telefonmasten og lagenet på hospitalssengen. Jeg huskede, hvordan jeg skreg efter manden, som ikke vendte sig om for at se efter mig. (før han selv - George G.Ritchie - var klar over at han var "død"). Og så huskede jeg menneskene her i denne by, der forgæves prøvede at påkalde sig op mærksomhed, og som gik henad fortovet uden at optage plads. Disse individer var ganske klart i den samme tilstand som jeg selv - uden den "ytre" kroppen. De var faktisk - ligesom jeg selv - døde! Men - det var så helt forskelligt fra det, jeg altid havde forestillet mig om døden. Jeg så en cirka haltredsårig (50-) kvinde, der på gaden fulgte efter en mand på omtrent samme alder. Hun syntes at være overordentlig levende, foruroliget og grådkvalt, dog ænsede manden, til hvem hun rettede sine indtrængende ord, ikke hendes eksistens. "Du får ikke nok søvn. Marjorie kræver for meget af dig. Du ved, at du aldrig har været stærk. Hvorfor har du ikke et halstørklæde på? Du skulle aldrig have giftet dig med en kvinde, der kun tænker på sig selv." Der var meget, meget mere, og af noget af det sluttede jeg, at hun var hans moder, til trods for den kendsgerning, at de syntes at være nogenlunde jævnaldrende. Hvor længe havde hun fulgt ham på denne måde? Var døden sådan - bestandig at være usynlig for de levende, og alligevel bestandig at være helt opslugt af deres forhold? "Saml jer ikke skatte på Jorden! For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være!" Jeg havde aldrig været god til at huske bibelcitater, men disse ord fra bjergprædikenen slog ned i mig som et elektrisk stød. Måske var det sådan, at disse substansløse mennesker - forretningsmanden, kvinden der tiggede om cigaretter, moderen - skønt de ikke længere kunne komme i forbindelse med Jorden, stadigvæk havde deres hjerter der. Havde jeg også det? Med en slags rædsel tænkte jeg på ørnespejder-emblemet, at jeg var en Phi Gam, og på at jeg var kommet ind ved lægeuddannelsen. Var mit hjerte, min tilværelses brændpunkt, rettet mod sådanne ting? Bliv ved med at se på mig, havde Jesus sagt til mig, da vi tog ud på denne usædvanlige rejse. Og når jeg gjorde det, når som helst jeg så på Ham, forsvandt angsten, skønt det frygtelige spørgsmål blev tilbage. Uden at have Ham foran mig, kunne jeg faktisk ikke have udholdt de ting, Han viste mig. Så hurtigt som tanken rejste vi fra by til by, tilsyneladende på den velkendte Jord, endda den del af Jorden, nemlig De Forenede Stater, og muligvis Canada, som jeg altid havde kendt, med undtagelse af de tusinder af ikke-fysiske væsener, jeg nu iagttog, og som også beboede dette "normale" rum: I et hus fulgte en yngre mand efter en ældre fra det ene værelse til det andet. "Jeg er ked af det (..jeg er lei for det..), far!" blev han ved med at sige. "jeg vidste ikke, hvad det ville betyde for mor! Jeg forstod det ikke." Men skønt jeg kunne høre ham tydeligt, var det klart, at manden, som han talte til, ikke kunne. Den gamle mand var ved (iferd med å..) at bære en pakke ind i et værelse, hvor en ældre dame sad i sengen. "jeg er ked af det, far," sagde den unge mand igen. "jeg er ked af det, mor." I det uendelige, igen og igen, til ører, der ikke kunne høre. Desorienteret vendte jeg mig mod Lyset ved siden af mig. Men skønt jeg følte Hans medlidenhed som en strøm flyde ind i værelset foran os, var der ingen forståelse, som lyste op i min sjæl. Vi standsede adskillige gange foran lignende scener. En dreng fulgte i hælene på en teenage-pige gennem gangene i en skole. "jeg er ked af det, Nancy!" En midaldrende kvinde tiggede en gråhåret mand om at tilgive hende. "Hvad er de kede af, Jesus?" bad jeg indtrængende om at få at vide. "Hvorfor bliver de ved med at tale til mennesker, som ikke kan høre dem?" Fra Lyset ved siden af mig kom tanken: De er selvmordere, lænket til alle følgerne af deres handling. Denne tanke chokerede mig, dog vidste jeg, at den kom fra Ham og ikke fra mig, for jeg så ikke flere scener af lignende art, som om jeg havde lært den sandhed, Han ville lære mig. Efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til noget andet. Alle de levende mennesker, vi iagttog, var omgivet af et mat lysende skær, der næsten så ud som et elektrisk felt over legemsoverfladen. Dette lysende skær bevægede sig, når de bevægede sig, ligesom en slags anden hud, lavet af blegt, næppe synligt lys. Først troede jeg, at det måtte være reflekteret lys fra Personen ved siden af mig. Men de bygninger, vi gik ind i, reflekterede ikke noget, og det gjorde de livløse genstande heller ikke. Og så blev jeg klar over at det gjorde de ikke-fysiske væsener heller ikke. Jeg så nu, at min egen substansløse krop var uden dette lysende dække. Lyset førte mig her indenfor i en snusket grill-bar i nærheden af noget, der lignede en stor flådebase. En mængde mennesker, mange af dem sømænd, stod i tre rækker bag hinanden ved baren, medens andre stimlede sammen ved træborde langs væggen. Ganske vist var der nogle få, som drak øl, men de fleste af dem syntes at bælle whisky i sig, lige så hurtigt som de to svedende bartendere kunne skænke op. Så lagde jeg mærke til noget, der slog mig. Nogle mænd, som stod ved baren, syntes ude af stand til at løfte deres drinks op til munden. Atter og atter iagttog jeg, hvordan de klyngede sig til deres glas, hvordan hænderne passerede igennem de solide øl-krus, gennem den tunge trædisk, gennem selve armene og kroppene på drankerne rundt omkring dem. Og disse mænd, hver eneste af dem, savnede lysglorien, der omgav de andre. Altså måtte lyskokonen være noget, som kun de fysiske legemer var i besiddelse af. De døde, vi der havde mistet vores kompakthed og substans, havde også mistet denne "anden hud". Og et var tydeligt, at de levende mennesker, de der var omgivet af lys og for øjeblikket drak, talte og skubbede til hinanden, hverken kunne se de desperat tørstige væsener omkring sig, eller kunne føle hvor vanvittigt de trængte på for at komme hen til glassene. Alligevel var det, medens jeg iagttog dem, også klart for mig, at disse substansløse mennesker både kunne se og høre hinanden. Der brød hele tiden rasende skænderier ud mellem dem om de glas, som ingen af dem i virkeligheden kunne føre til munden. Jeg mente, jeg havde set store drikkeorgier i studenterklubben i Richmond, men den måde, hvorpå civilister og soldater gik til det her i denne bar, slog alt. Jeg så en ung matros vaklende rejse sig fra stolen, tage to, tre skridt og så falde tungt om på gulvet. To af hans kammerater bøjede sig ned og begyndte at trække ham bort fra de sammenstimlede mennesker. Men det var ikke det, jeg betragtede. Jeg stirrede fuld af forundring, da den lyse kokon omkring den bevidstløse matros simpelthen åbnede sig (auraen åpnet seg). Den delte sig lige oppe på selve midten af hovedet og begyndte at skalle af fra hovedet og ned mod skuldrene. Øjeblikkeligt, hurtigere end jeg nogensinde havde set nogen bevæge sig, var et af de substansløse væsener, der havde stået i nærheden af ham ved baren, over ham. Som en tørstig skygge havde han svævet ved siden af matrosen, medens han grådigt fulgte hver slurk, den unge mand tog. Nu syntes han at springe på ham som et vildt dyr på sit bytte. Til min absolutte forbløffelse var skikkelsen i det næste øjeblik forsvundet (hadde altså gått "inn i" den bevisstløse - hvis bevissthet hadde svevd vekk midlertidig. R.Ø.anm.). Det hele skete, endnu førend de to mænd havde trukket deres bevidstløse byrde væk fra fødderne af dem, der var i baren. Jeg havde et øjeblik tydeligt set to enkeltpersoner; på det tidspunkt, da de lænede matrosen op mod væggen, var der kun en. To gange til, medens jeg forbløffet kiggede på det, gentog den samme scene sig. En mand mistede bevidstheden, en revne åbnede sig hurtigt i glorien omkring ham, og en af de substansløse mennesker forsvandt, idet det kastede sig hen mod åbningen, næsten som om det ville krybe ind i det andet menneske. Var dette lysdække da en form for værn? ... Var det en slags beskyttelse mod ... mod kropsløse væsener som mig selv? Formodentlig havde disse substansløse ("døde") væsener engang haft rigtige faste legemer, sådan som jeg selv havde haft det. Hvad nu hvis de, medens de var i deres kroppe, havde udviklet en afhængighed af alkohol, der gik ud over det rent fysiske, ja blev psykisk, endda åndeligt? Når de så mistede deres legeme, var de for al evighed afskåret fra det, som de higede og tørstede efter, med undtagelse af den korte tid, hvor de kunne tage en andens legeme i besiddelse. En evighed som denne - tanken sendte en kuldegysning gennem mig - måtte uden tvivl være en form for helvede. Hvis jeg overhovedet havde tænkt på det, havde jeg altid forestillet mig helvede som et eller andet brændende sted under Jorden, hvor onde mænd som Hitler ville brænde evigt. Men hvad hvis et niveau af helvede eksisterede lige her på Jordens overflade - uset, og uden at nogen af de levende mennesker, der befandt sig i det samme rum, havde en anelse om det? Hvad hvis det betød at forblive på Jorden, men aldrig igen at være i stand til at komme i berøring med den? (verken forfatteren - eller de såkalte avdøde kjente noe til reinkarnasjonsprinsippet - R.Ø.anm.) Jeg tænkte på moderen, hvis søn ikke kunne høre hende. Kvinden, der ønskede cigaretter. Jeg tænkte på mig selv, der kun var interesseret i at komme til Richmond og var ude af stand til at få nogen til at se mig eller hjælpe mig. At ønske noget mere end alt andet, at være brændende fuld af begær og samtidig at være fuldstændig magtesløs - det ville virkelig være helvede. Ikke "ville være" erkendte jeg på én gang, men det var det. Dette var helvede. Og jeg var lige så vel en del af det som disse andre kropsløse skabninger. Jeg var død. Jeg havde mistet mit fysiske legeme. Jeg eksisterede nu i en verden, der ikke på nogen måde reagerede overfor mig. Men hvis dette var helvede, hvis der ikke var noget håb, hvorfor var Han så ved siden af mig? Hvorfor slog mit hjerte af glæde, hver gang jeg vendte mig imod Ham? For Han var i overvældende grad det vigtigste indtryk på rejsen. Alt det jeg så og alle de chock, der regnede ned over mig, var intet i sammenligning med det mest væsentlige, som foregik, nemlig simpelthen at jeg fattede en stærk kærlighed til Væsenet ved siden af mig. Hvorhen jeg end så, forblev Han det virkelige brændpunkt for min opmærksomhed. Hvad jeg end så, var det intet i sammenligning med Ham. Og det var en anden af de ting, der forbløffede mig. Hvis jeg kunne se Ham, hvorfor kunne så ikke alle andre også se Ham? Han var for strålende til, at levende øjne kunne udholde at se på Ham, - det havde jeg været klar over lige med det samme. Men de levende mennesker, vi passerede, måtte da vel på en eller anden måde mærke den kærlighed, der strømmede ud til dem, ligesom varmen fra en mægtig ild! Og de andre, der ligesom jeg ikke længere havde de fysiske øjne, der kunne ødelægges, hvordan kunne de undgå at se den brændende Kærlighed og Medlidenhed i deres midte? Hvordan kunne de overse én, der var nærmere og mere strålende end middagssolen? Med mindre….. For første gang skete det, at jeg undrede mig over, om der var sket noget uendelig mere vigtigt, end jeg nogensinde havde troet kunne finde sted, den dag da jeg elleve år gammel gik op foran til alteret i kirken. Var det muligt, at jeg i virkeligheden på en eller anden måde faktisk var blevet "født igen", som prædikanten sagde, - og havde fået nye øjne, hvad enten jeg forstod noget af det eller ej? Eller ville de andre også have kunnet se Ham nu, hvis deres opmærksomhed ikke havde været fuldstændig fanget af den fysiske verden, de havde mistet? "Hvor dit hjerte er ..." Så længe mit hjerte havde været rettet mod at komme til Richmond til en bestemt dato, havde jeg heller ikke været i stand til at se Jesus. Måske kunne vi endog spærre Ham ude, når som helst vores opmærksomhed var centreret om noget andet. (en muslim ville som sin primærveileder oppleve fx Muhammed, en buddhist' åndelige hjelper ville ta formen som Buddha…R.Ø.anm.) Vi var atter i bevægelse. Vi havde forladt flådebasen med de omgivende usle gader og barer, og stod nu i denne dimension - hvor det at reise ikke tog nogen som helst tid, ved randen af en udstrakt, flad slette. Hidtil havde vi på vores tur besøgt steder, hvor de levende og de døde eksisterede side om side, hvor de kropsløse væsener faktisk var fuldstændig upåagtede af de levende og svævede lige over de fysiske genstande og menneskene, mod hvilke al deres attrå var rettet. Skønt vi åbenbart stadig var et eller andet sted på jordoverfladen, kunne jeg imidlertid ikke se noget levende menneske. Sletten var propfuld af horder af spøgelsesagtige, kropsløse væsener; der var intetsteds en fysisk lysomgivet person at se. Alle disse tusinder af mennesker var tilsyneladende ikke mere substantielle end jeg selv. Og det var de mest frustrerede, de mest vrede og fuldstændig elendige væsener, jeg nogensinde havde set. "Herre Jesus!" udbrød jeg. "Hvor er vi?" Først troede jeg, at vi så en eller anden stor slagmark, hvor alle mennesker var dømt til, hvad der så ud som kampe på liv og død, hvor de vred sig, gennemborede hinanden og kæmpede vredt. Det kunne ikke være en moderne krig, for der var ingen kampvogne eller skydevåben. Ingen våben af nogen slags, så jeg, da jeg betragtede det nærmere, men kun blottede hænder, fødder og tænder. Og så lagde jeg mærke til, at ingen tilsyneladende blev såret. Der var intet blod, ingen lig rundt omkring på jorden; et slag, der burde have tilintetgjort en modstander, efterlod ham i nøjagtig samme tilstand som før. Skønt de bogstavelig talt syntes at være ovenover hinanden, var det som om, hver enkelt af dem slog ud i den tomme luft; til sidst blev jeg klar over, at de naturligvis ikke kunne røre hinanden, når de ikke havde nogen substans. De kunne ikke dræbe, skønt de klart ønskede at gøre det, fordi deres tilsigtede ofre allerede var døde, og derfor kastede de sig mod hinanden i et afsindigt og afmægtigt raseri. Hvis jeg tidligere havde haft en mistanke om, at det var helvede jeg så, var jeg nu sikker på det. Indtil nu havde den elendighed, jeg havde iagttaget, bestået i at være lænket til en fysisk verden, i hvilken vi ikke længere havde del. Nu så jeg, at der var andre lænker. Her var der ingen fysiske objekter eller mennesker, der kunne fængsle menneskene. Disse skabninger syntes at være fængslet af deres følelser og sindelag, af deres had, begær og ødelæggende tankemønstre. Endnu mere hæslige end de bid og spark, de udvekslede, var de seksuelle mishandlinger, som mange af dem udførte i en feberagtig pantomime. Perversioner, som jeg aldrig havde drømt om, blev forgæves søgt udført overalt omkring os. Det var umuligt at sige, om de brøl af skuffelse, der nåede os, var virkelige lyde eller blot en overføring af fortvivlede tanker. I virkeligheden syntes det at være lige meget i denne kropsløse verden. Alt, hvad de tænkte, ligegyldigt hvor flygtigt og uvilligt det var, var øjeblikkelig synligt for alle omkring dem, mere fuldkomment end ord kunne udtrykke det, og hurtigere end lyden. Og de tanker, der oftest blev udvekslet, havde at gøre med den overlegne viden eller baggrund, eller de overlegne evne; hos ham, der tænkte, "jeg sagde det jo til dig!" "Det har jeg altid vidst!" "Advarede jeg dig ikke!" - det blev atter og atter skreget, så det gav genlyd. Med en følelse af kvalmende velkendthed genkendte jeg min egen tænkning. Det var mig selv, tonefaldet af min stemme - den selvretfærdige, prisvinderen, kirkegængeren. I en alder af 20 år havde jeg endnu ikke udviklet nogle virkelig bindende fysiske vaner sådan som de væsener, jeg havde set skubbe og mase for at komme nærmere til baren. Men i disse lyde af misundelse og såret opblæsthed hørte jeg kun alt for vel mig selv. Men atter udgik der ingen fordømmelse fra Ham, der var til stede ved siden af mig, kun medlidenhed med disse ulykkelige skabninger, der var ved at få Hans hjerte til at briste. Det var tydeligt, at det ikke var Hans vilje, at nogen af dem skulle opholde sig på dette sted. Men hvad var det så, der holdt dem fanget her? Hvorfor rejste de sig simpelthen ikke alle op og gik væk? Jeg kunne ikke se nogen grund til, at personen, som den mand med det fortrukne ansigt skreg til, ikke simpelthen gik sin vej. Eller hvorfor lagde den unge kvinde ikke tusind kilometer mellem sig og den anden, der rasende slog løs på hende med substansløse knytnæver? I virkeligheden kunne de ikke fastholde deres ofre, nogen af disse vanvittig vrede væsener. Der var ingen indhegninger. Der var tilsyneladende intet, der hindrede dem i simpelthen at gå deres vej alene. Med mindre ... med mindre der ikke var noget "alene" i denne verden af væsener uden krop. Ingen private steder i et univers, hvor der ikke var nogen mure. Intet sted der ikke var beboet af andre væsener, som man til enhver tid var fuldstændig synlig overfor. Med en pludselig rædsel, tænkte jeg på, hvordan det ville være altid at leve dér, hvor mine mest private tanker ikke var spor private overhovedet? Ikke at kunne camouflere dem, ikke at kunne skjule dem, ingen mulighed af at foregive, at jeg var noget andet, end jeg i virkeligheden var. Det var ikke til at bære. Med mindre naturligvis alle de omkring mig havde den samme slags tanker ... Med mindre det var en slags trøst at synes, at andre var lige så modbydelige som en selv, og selv om det eneste, vi kunne gøre, var at kyle vores ondskab i hovedet på hinanden. Måske var det forklaringen på denne afskyelige kampplads. Måske havde hver eneste skabning her i løbet af æoner eller sekunder søgt selskab af andre, der var lige så fulde af stolthed og had som de selv, indtil de sammen dannede dette samfund af fordømte. Måske var det ikke Jesus, der havde forladt dem, men dem selv der var flygtet for Lyset, som viste deres mørke. Eller ... var de så alene, som det først så ud til? Lidt efter lidt blev jeg klar over at der også var noget andet på denne slette med kæmpende væsener. Jeg havde mærket det næsten lige fra begyndelsen, men i lang tid havde jeg ikke kunnet lokalisere det. Da jeg gjorde det, var det et overvældende chock for mig. Over hele denne ulykkelige kampplads svævede væsener, der tilsyneladende bestod af lys. Det var selve deres størrelse og deres blændende lys, der i begyndelsen havde hindret mig i at se dem. Nu da jeg så dem, efter at jeg havde indstillet mit blik til at se dem, kunne jeg se, at disse umådelig store skikkelser bøjede sig over de små skabninger på kamppladsen. Måske talte de endda med dem. Var det muligt, at alle disse andre afdøde mennesker, usle og uværdige ligesom jeg, også var i Hans (Lysets) nærhed? I en verden, hvor tid og rum ikke længere fulgte regler, jeg kendte, kunne Han da stå ved siden af hver eneste af dem, ligesom Han gjorde det med mig? Jeg vidste det ikke. Det eneste, jeg med sikkerhed indså, var at ingen af disse stridende væsener på kamppladsen var forladt. Der blev passet på dem; de blev iagttaget og endda hjulpet. Og det var lige så klart en kendsgerning, at ingen af dem vidste det. Hvis Jesus eller Hans engle talte til dem, kunne de bestemt ikke høre det. Der var ingen pause i den strøm af had, der kom fra deres hjerter; deres øjne søgte kun efter nogen i nærheden for at ydmyge dem. Det ville have forekommet mig umuligt ikke at være klar over, hvad der var det største og mest slående ved hele dette landskab, hvis ikke jeg selv først havde stirret på englene uden at se dem. Efter at jeg var blevet opmærksom på disse lyse væsener, gik det i virkeligheden med forvirring op for mig, at
jeg havde set dem hele tiden uden bevidst at lægge mærke til dem, som om Jesus til enhver tid kun kunne vise mig
så meget, som jeg var moden til at se. Engle var flokkedes i de levende byer, vi havde besøgt. De havde været til
stede på gaderne, i fabrikkerne, i hjemmene, selv i den rædselsfulde bar, hvor ingen havde været sig deres
eksistens mere bevidst, end jeg selv havde været det. Og pludselig blev jeg klar over, at der var en fællesnævner
for alle disse scener, jeg hidtil havde set. Det var den manglende evne til at se Lyset. Hvad enten det var et fysisk
begær, en jordisk bekymring, en opslugthed af sig selv - hvad der end kom i vejen for Hans Lys, så skabte det en
adskillelse, som vi ved døden trådte ind i.
(slutt utdrag - boka er også referert i et lydintervju med stein e.høgberg her - selve siden her). Når vi altså skaper negative, mørke, hatske, pessimistiske eller kritiske tanker og følelser - og ofte skjer dette helt automatisk - utløst av vår tidligere- eller gamle programmering av tankene - så gir vi derved disse "jordbundne sjeler" mulighet å utøve innflytelse på oss. Har vi i lang tid gjentatt disse tankemønstere, har vi tiltrukket oss spesielle "favoritter" av slike vesener som ligger "klare" i vår auras nærhet. Disse sjeler som tilsvarer vårt lave, senkete vibrasjonstilstand - tar derved kraft ifra oss, og forsøker å holde oss fast i disse lave vibrasjoner, og om mulig å trekke oss enda lavere ned - hvoretter de kan "suge til seg" enda mer av negativ energi. Dette fordi disse sjeler i sin lange kosmiske vandring enda ikke er mettet av det negative eller det vi kan kalle
mentalt "mørke"
(for å forstå mer av dette kan man studere Martinus symbol nr 17). Men for de mennesker som allerede "på jorden" har begynt å søke mot de større sannheter, gjelder det at de tilsvarende etter døden trekker til de mer høyfrekvente verdener. Der gjør de erfaringer og innsikter som inspirerer dem videre på veien. Alle kommer på denne måten etter døden, til den verden - altså den bevissthetssone - som er mest mulig på bølgelengde med dette vesens lengsler, interesser og tankefokus - som også var virksomt mens det var i fysisk inkarnasjon på jorden. Belysning av hele kretsløpet under hvilepausen i de overfysiske verdener - før enn vesenet igjen er moden for en ny fysisk inkarnasjon - kan ikke tas med her. Om dette beretter bl.a. Martinus bok VEIEN TIL PARADIS. Vil senere lage en egen artikkel om denne opplevelsesreise på "den andre siden" - men det blir dog en generell beskrivelse, ettersom mulighetene der nærmest er uendelige….
DE ETTERLATTES SORG Denne sorg blir ubevisst tankemessig overført til den person som er gått over til den andre siden, som i en grad får sin "ferie" der delvis spolert så lenge som etterlatte opprettholder denne sorgfølelse. For denne går jo ofte på at de vil ha vedkomne tilbake til det fysiske liv - og disse tanker vil altså trekke "den dødes" tanker til jorden. Jo større sorg - jo større ødeleggelse av "den dødes" ferieopplevelse på de åndelige nytelsesplan. Dette fordi vesenet på astralplanet sanser med sitt spesielle eller særlige følelseslegeme, som virker med mye mer følsomhet for andres tanker og særlig følelser - enn tilsvarende var tilfelle gjennom det fysiske legemet. Ja - dette med dyp og langvarig sorg kan til en viss grad binde den døde til det fysiske plan. Dette når de ser på den døde som sin eiendom - altså rent selviske ønsker og lengsler, selv om det ikke er bevisst om det. Ja - på samme måten som indre uro og eller sterk ytre støy kan hindre en som ønsker å sove, å kunne frigjøre sin bevissthet fra hjernen og den fysiske kroppen. De etterlatte burde altså gi sjelen som går over mest mulig av kjærlighetsfylte tanker, og rette tanker, bønner til ALTET eller Gud om at sjelen ledes videre i riktig retning på sin vei. Under ingen omstendigheter burde sjelen oppholdes - hverken gjennom sorg, klaging eller via ønskemål som rettes imot den. Om vi virkelig forstod dødens frigjørende prinsipp, så burde vi være glade for at "den døde" nå kunne bli fri og "komme hjem" på ferie i de lysere plan eller verdener.
JORDLIVETS MENING Livet på det jordiske plan er en skole- eller læretid som vi burde utnytte. Om så vår sjel - vår overbevissthet - ikke når det jordiske livets studiemål, så kommer mennesket i senere jordiske liv å møte de samme oppgaver - og å slite med å løse dem - inntil alt er løst, tilgitt og forstått. Målet er da å snu den gjennom de utallige liv i det fjerne dyreriket - automatiserte selvoppholdelsesdrift og selviskhet - til det motsatte. Altså å kunne gi eller bevare liv - istedenfor dette å ta liv. Å bekjempe det negative og erstatte det med det positive. Erstatte mørke med lys - hat med forståelse og derav kjærlighet. Dette vil si å gi kraft til den spirende humane eller menneskelige pol i overbevisstheten. Og dette skjer i den store kosmiske logikk så ganske av seg selv ved at vesenet opplever dype lidelser, og motganger - som en virkning av de i fortiden sådde årsaker. Når vesenet ikke kjenner livslovene begår det en mengde brudd på LIVSLOVENE. Men dette setter igang en SØKEN igang - inne ifra det selv - etter en RETTFERDIGHET, som det på et enda ubevisst plan føler må eksistere. Dette på tross av at det enda ikke kan forstå dette rent hjernebevisst. Gjennom innsikt i disse livslover, lærer vesenet eller mennesket - at selve livets evighet - ALTET eller GUD - lever inn i alle vesener. Dette uansett hvordan så disse framtrer i den ytre form. Med forståelse for dette ser det realiteten i at det alltid står ovenfor Gud i alt som det overhodet møter på sin livsvei. Og dette gjelder også livet i mikrokosmos (f.eks. livet i vår egen kropp), og makrokosmos (f.eks. selve Jordkloden). Vi står alltid ovenfor Guddommen ettersom denne er ALT SOM EKSISTERER. Der vi møter lidelse og mørke vil LIVET selv - altså samme Guddom - vise oss at her er det et felt som vi enda ikke er ferdige med i livets skole. mange soldater som dør i krigen blir forvirret da de plutselig ikke kan få kontakt med sine medsoldater og der de kommer inn i et slags "tåkeland" slik det beskrives i historien "jeg døde i slaget ved Somme"
I boken "Det tredje øye" av LOBSANG RAMPA berøres dette med døden på side 193: "Før jeg går over til å omtale de anatomiske studiene og dissekeringen av likene, kan det være på sin plass å si litt mer om det tibetanske syn på døden. Vår innstilling er fullstendig forskjellig fra Vestens. For oss er ikke et legeme noe annet enn et skall, et materielt hylster for en udødelig sjel. Derfor betyr ikke et dødt legeme mer enn en gammel, utslitt dress. Når et menneske dør på en naturlig måte, det vil si når det ikke skjer ved vold eller et ulykkestilfelle, da ser vi slik på det: Legemet blir sykt eller svakt, og er av den grunn så uskikket som bolig for sjelen at den ikke kan lære mer. Da er tiden inne til å forlate legemet. Gradvis trekker sjelen seg tilbake og tar opphold utenfor legemet. Den sjelelige formen har samme konturer som den legemlige, og kan tydelig bli sett av den som er clairvoyant. I døds øyeblikket brister det båndet som knytter legeme og sjel sammen, ("Sølvstrengen" i den kristne bibel), og sjelen driver av. Døden har funnet sted, men den er samtidig fødsel til et nytt liv. "Sølvstrengen" kan sammenlignes med navlestrengen, som blir skåret over for å gjøre et nyfødt barn til et selvstendig vesen. I dødsøyeblikket slukner gløden fra livskraften i hodet. Den som er clairvoyant kan se denne gløden, og i den kristne bibel blir den omtalt som "Gullskålen". Da jeg ikke er kristen, er jeg lite kjent i denne boken, men jeg tror at det står noe slikt som: "For at ikke "Sølvstrengen" skal bli skåret over og "Gullskålen" bli slått i stykker." 'Vi mener at det går tre dager før et legeme er dødt, før den fysiske virksomhet stopper, og sjelen, ånden eller jeget blir fri-gjort fra sitt jordiske hylster. Vi tror at kroppen har en eterisk dobbeltgjenger, som danner seg i løpet av livet, og denne dobbeltgjengeren kan bli et gjenferd. De fleste har sikkert stirret mot et sterkt lys, og når de så snur seg, ser de fremdeles lyset. Vi mener at livet er et elektrisk kraftfelt, og den eteriske dobbeltgjengeren kan sammenlignes med lyset som en ser etterat en har snudd seg fra det, eller, for å si det i "elektriske" vendinger, med et utslag fra et kraftig magnetfelt. Hvis kroppen har sterke grunner for å klynge seg til livet, da vil en sterk eterisk dobbelt-gjenger danne et gjenferd - som stadig vender tilbake til sitt vante oppholdssted. En gnier er så sterkt knyttet til pengesekkene sine at han ikke kar tanker på noe annet. Når han dør vil hans siste tanker sannsynligvis gjelde den skjebnen som formuen hans får….. (en noe tilsvarende fortelling gir MARTINUS som eksempel på dødsopplevelser i boken VEIEN TIL PARADIS og mer fra den i ref.her R.Ø.anm.) Det siste utdraget her fra "Det tredje øye" av LOBSANG RAMPA som også utkom i norsk oversettelse i 1956 - altså lenge før bøker om nær-døden-opplevelser og lignende var skrevet her i vesten. Øvrige utdrag fra den meget interessante litteraturen fra RAMPA finnes på disse linker under - men bøkene er i dag vanskelige å få tak i - selv om noen få ble utgitt i Danmark på 70-tallet.(Se min Rampa-base)
livslovene gitt fra de høyere plan via GABRIELE von WURZBURG
|
|
|
|